Interview med Julie og Ida “Cykelpigerne”

Martin Lohmann Møller 30. juli 2023 Interviews, Turcykling Skriv en kommentar 526 Visninger

Hej med jer vil i ikke fortælle lidt om jer selv?

Vi er de perfekte eksempler på, at alle kan tage på cykelrejse!

Vi er to 21-årige folkeskoleveninder ved navn Julie og Ida. Vi har snart afsluttet et 10-månederlangt eventyr på cykel i Europa, Sydamerika og Asien, hvor over 14.000 km er tilbagelagt.

Dette troede de færreste på kunne lade sig gøre, da vi trillede hjemmefra. Julie har hele sin barndom hadet at cykle, og Ida lappede sin første slange 14 dage inden afrejse. Vi havde altså ingen forudsætninger, men masser af gåpåmod og lyst til at opleve. Fokus har af den grund heller aldrig været på at tilbagelægge lange distancer på cyklerne. Vi tager hver dag som den kommer, nyder transporten med vind i håret og parkerer jernhestene, når vi bliver trætte.

Fortæl lidt om ideen bag rejsen og hvordan I kom på ideen?

Det var egentlig ret tilfældigt. Efter vi havde afsluttet gymnasiet, ville vi gerne opleve verden -gerne på en lidt utraditionel måde. Ingen af os havde erfaring med hverken cykling eller at rejse på egen hånd.

– Oprindeligt ville jeg (Julie) gerne vandre rundt i Sydamerika. Mine forældre ville dog ikke lade mig gøre det alene, så jeg spurgte Ida, om hun ville med.

– Det blev et rungende “nej tak” fra min (Idas) side. Jeg hader at gå! Jeg kan heller ikke gå særlig langt pga. problemer med nogle af knoglerne i mine fødder. Så et år med en tung rygsæk og en uoverskuelig mængde kilometer, fy føj!

– Der skulle dog mere til at slå mig (Julie) ud! Jeg hørte om muligheden for at cykle rundt istedet gennem et radiointerview med Cykeldrengene. Jeg hader egentlig at cykle, men jeg tænkte, det var snedigt trick at nævne den skøre (og ved første øjekast urealistiske) cykelidé for Ida, så hun måske kunne lokkes med på vandretur alligevel.

– Sådan gik det ikke. Jeg (Ida) blev hurtigt fanget af præmissen med at bevæge sig hurtigere omkring, men stadig på egen hånd med den pure muskelkraft.

Efter lidt research blev vi begge forelskede i rejseformen, friheden, menneskemøderne, så vi besluttede at prøve det af!!

Hvad var jeres rute og hvordan udviklede den sig?

D.17.september 2022 trillede vi fra vores jyske hjemby, Give, til Amsterdam. Herfra fløj vi til Cusco og brugte et halvt år på at cykle i Peru, Bolivia, Chile og Argentina til Verdens Ende, Ushuaia.

Vi pakkede endnu engang cyklerne ned for at flyve fra Sydamerika til Asien.

Planen var egentlig at cykle en del af Silkevejen i Kirgisistan og Tadsjikistan, men af flere årsager, heriblandt en stor konflikt mellem landene, var dette ikke en mulighed. Vi landede derfor istedet på Bali og cyklede videre til den anden indonesiske ø, Java. Vi sejlede til Singapore, cyklede gennem Malaysia og Thailand til Bangkok. Fra Bangkok fløj vi til Paris, hvorfra vi i øjeblikket er ved at cykle hjem mod Danmark.

Fortæl lidt om tiden op til jeres rejse?

Julie afsluttede HF sommeren ’21 og arbejdede året inden rejsen som tjener på en kro og aflaster for en autistisk dreng.

Ida færdiggjorde først sin STX sommeren ’22, hvilket vil sige lige inden rejsen. Mens hun studerede, arbejdede hun som mentor og i den lokale Fakta.

Det krævede en del timer i arbejdstøjet at spare sammen til så lang en rejse, men det var på samme måde en kæmpe motivation. Vi nød at læse rejseblogs fra andre rejsecyklister samt drømme os væk i deres vilde landskabsbilleder. Vi så frem mod en tid uden chefer, skolelærere, håndboldtrænere eller forældre til at fortælle, hvad vi skulle gøre. Vi drømte om friheden, og vi fik den!

I er gode veninder og har brugt mange timer sammen, hvordan er det?

Det er gået overraskende godt med vores relation. Vi kendte hinanden godt hjemmefra, men efter 10 måneders rejse sammen er vi nærmest en og samme person. Det er lidt forfærdeligt, når vi snakker med andre, for vi svarer ofte præcis det samme, i samme tonefald, på samme tid og med den samme grimasse.

Det, at vi tænker så ens, har nok også sparet os for en del skænderier. Vi havde forventet, vi ville stå på vejen, skrige af hinanden og ende med at cykle hver vores retning for et par kilometer, men sådanne situationer kom aldrig. Vi har været gode til at bære over med hinandens forskelligheder og konfrontere den anden, hvis dette ikke er muligt.

Det er egentlig kun om aftenen, når vi er trætte, vi bliver irriterede på hinanden. Her er det en genial løsning at sige: “godnat”, og så indser vi begge irrelevansen morgenen efter.

Var der ikke noget med jeres cykler blev stjålet?

Det er korrekt. Begge vores cykler blev stjålet i Amsterdam to dage før flyet til Peru. Vores hostel nægtede os at parkere cyklerne indenfor, så vi lavede en begynderfejl og parkede cyklerne ved de andre cykler på gaden. Næste morgen blev vi mødt af synet af vores oversavede lås og tomrummet fra to cykler.

Flybilletterne kunne ikke ændres, så vi gik hurtigt på rov efter nye cykler. Den første dag havde but

ikkerne kun bycykler, som ejerne kaldte “too shitty bikes” med tanke på, hvad de skulle udsættes for på vores kommende tur…

12 timer før afgang skete det umulige. En cykelhandler havde to Koga Worldtravellers turcykler i vores størrelser! Hans utrolige team fik klargjort cyklerne efter vores behov og pakkede dem ned, så de var flyveklar. Alt imens inviterede cykelhandleren os på aftensmad og gav os lov til at bo på hans gæsteværelse, inden taxaen, han havde bestilt, til lufthavnen hentede os. Det var den vildeste oplevelse af hjælpsomhed, da lokummet brændte.

De nye cykler var dyre sammenlignet med de gamle cykler, vi havde før, men efter 10 måneder i sadlen, har vi erkendt, det nok var meget godt med et skift. Det er nogle pissegode cykler, som vi blot har haft minimale forventlige reperationer på.

Hvad har i lært på denne rejse?

Generelt har vi lært en masse om kultur og levevis i landene, vi har besøgt, gennem møderne med de lokale, når vi har cyklet i de små landsbyer. Siden starten i Peru har det været tydeligt, hvor privilegerede og velstillede vi er i Danmark.

Den største lærdom må dog være, at verden er fuld af søde mennesker, der blot vil os det bedste. Det er

ikke så farligt for to unge kvinder at rejse alene, som mange tror. Tværtimod har vi set det som en fordel for os, at vi ser så små og uskyldige ud, så flere får lyst til at hjælpe os.

Hvad med familie og venner, hvad siger de til jeres rejse?

I starten synes alle, vores rejse lød fuldstændig crazy, megafarlig og helt urealistisk. Vores venner og familie havde ikke rigtig hørt om andre tage på en lignende rejse, så de var meget uforstående overfor, hvorfor vi overhovedet havde lyst til at pine os selv ved at cykle over Andesbjergene langt væk fra al civilisation. Nogle kaldte endda vores rejse for en selvmordstur, da de mente, vi ikke kunne have vores liv særlig kært, hvis to unger lyse piger ville rejse ud i verden på den måde. “Det er da dømt til at gå galt”.

Efter de første måneder ændrede de dog holdning. De kunne se, hvor godt vi havde det, hvor søde folk var imod os og hvor fede ting, vi oplevede. Herefter har vi haft den bedste opbakning hjemmefra. Venner og familie er søde til at rose vores mod og beundre rejsemetoden.

Hvad var største udfordring undervejs?

Vi havde et punkt i det nordlige Chile, hvor vi for alvor overvejede, om det var forsvarligt for os at fortsætte rejsen, eller vi burde booke det næste fly hjem til Danmark.

På en nedkørsel af et bjerg satte Julies forhjul sig fast i nogle brede togskinner, så hun fløj af cyklen og dunkede hovedet i asfalten. Hun havde (SOM ALTID) hjelm på, men pådrog sig alligevel en hjernerystelse.

En dansk læge konstaterede, at det ikke ville være rart at fortsætte, men det vil ikke have konsekvenser på længere sigt. Hovedpinen fortog sig de første dage med hvile, men nåede også et punkt, hvor det ikke rigtigt blev bedre. Vi havde turens første og hårdeste Andesbjergskryds, Paso Jama, foran os. En udfordring vi i forvejen var itvivl, om vi kunne klare på vores allerbedste dage. Efter 11 dages hvile i San Pe

dro de Atacama besluttede vi at gøre et forsøg. Det var en hård fornøjelse at nå toppen på 4828 moh. i bagende sol i den øde ørken, men det gjorde også sejren endnu større.

Nu er i jo næsten hjemme igen, er der nye eventyr i horisonten?

Vi triller ind i Julies indkørsel i Give d.6.august. Herefter skal vi naturligvis genforenes med venner og familie, samt tjene lidt penge ind igen.

Dette er dog bestemt ikke sidste eventyr fra vores side. Der er mange flere afkroge i verden, vi ønsker at udforske -flere af dem på cykel.

Vi drømmer vi om en mindre tur i januar-februar med cyklerne. Destinationen er ikke fastlagt, men vi har tankerne rettet mod Mellemøsten eller Afrika. Vi glæder os allerede og ser det som trøst, der gør det nemmere at vende hjem i august.

Har i nogle gode råd til folk der vil ud at se verden på cykel?

Det er slet ikke så svært, som det lyder. Hverdagen er meget simpel, og du finder hurtigt en god rutine samt løsninger på alle problemer. Så du skal bare hoppe op på cyklen og komme derudad.
Læs andres rejseblogs og skriv supplerende spørgsmål. Vi har søgt hjælp og inspiration ved rigtige mange seje rejsecyklister. De fleste har været supersøde til at give os et godt indblik i livet på cyklen, og hvad man skal være opmærksom på <3 (Kig forbi facbookgruppen Rejsecyklisten)
Hvis der ikke er noget oplagt wildcamp spot, skal du ikke være bange for at spørge fremmede, om du må campere i deres have. Det kan virke anmassende og akavet i starten, men de fleste synes bare, det er rigtig hyggeligt. Det er en genial mulighed for at komme tættere på de lokale samt have et trygt (og gratis) sted at overnatte.

Hvor kan vi følge jer undervejs og læse om jeres eventyr?

Vi poster jævnligt på Instagram og Facebook under navnet “Cykelpigerne“. Derudover skriver vi et par blogs for Sport24 og Outdoor365, hvilket vi også linker til på de sociale medier.