Øst Afrika, på cykel mod Fort Portal Uganda

Det var blevet efterår herhjemme i Danmark og eventyret kaldte.

Pilen pegede mod Afrika og det var tid til eventyr. Jagten gik ind på at finde den rette rute med de elementer jeg holder af på cyklen, noget ukendt, lidt fjernt, bjerge, vild natur, kultur og historie. Gerne som en stor sammenkogt ret hvor oplevelserne bare ligger på lur omkring hvert hjørne.

Cykel equator

Jeg hev fat i nogle af mine kontakter der tidligere har cyklet Afrika tyndt og hurtigt faldt mine øjne mod Victoriasøen mon man kunne runde den på 3 uger? jo det kan man men så bliver det mere en konkurrence mod tiden og lidt for meget bureaukrati til en 3 ugers rejse. Er god ven havde tidligere cyklet i Uganda og Rwanda og havde nogle tips til en god rute, så ud fra det lavede jeg en rute fra Entebbe, som er lufthavnsbyen og et godt sted at starte fra uden at skulle gennem hovedstaden Kampala, lidt lang med Victoriasøen og så mod Rwenzori bjergene, videre gennem dronning Elizabeth nationalparken, op gennem “The Impenetrable Forest” , videre hen over grænselandet med Rwanda og afslutte i Kigali hovedstaden af Rwanda.

Cyklen var pakket i en cykel papkasse jeg havde købt nede på Amagerbrogade hos en cykelhandler, jeg havde valgt at tage en taxi da jeg skulle være mega tidligt i lufthavnen. Så var der lige den kendte snak med lufthavnen omkring det at tage en cykel med på rejsen. Flyet lettede, jeg havde et kort stop i Amsterdam, og så mod Entebbe en god 10 timers flyvetur.

Det var sent da jeg landede i Entebbe lufthavn men jeg fandt en fin gut der lovede mig at han kunne tage mig, cykel, bagage fik proppet denne almindelige personbil med det hele afsted mod Entebbe backpackers 15 min fra lufthavnen. Hotellet var gemt bag en kæmpe jernport som knirkede helt vildt da den blevet åbnet der klokken 1.00 om natten. Jeg fik mit værelse og hoppede hurtigt i seng. Næste morgen lidt groggy efter flyveturen og en kort nat, gik jeg over i restauranten og fik en god omelet og african-tea. Teen en sød sort te med masser af ingefær og mælk helt perfekt efter min smag. Samlede Mojo altså cyklen den kalder jeg Mojo og tog en test tur på ham gennem Entebbe denne lidt sjovt sammen satte by med hoteller og store huse og så et stort slumkvarter på vestsiden af byen, alle folk jeg mødte hilste og kaldt mig mzungu.

Jeg var tilbage på hotellet ved at pakke tasker og gøre mig klar til at køre afsted næste morgen, da jeg lige ville tjekke malaria situationen i de områder jeg skulle igennem det jeg fandt frem til at der lige var et malaria udbrud så normalt prøver jeg at undgå at tage malariaprofylakse da det ikke er helt sundt over længere perioder men på denne tur havde jeg ikke lyst til at blive ramt af malaria og bruge tid på det, så smuttede ned på det bedste apotek jeg kunne finde det havde et malarone lignende middel så det købte jeg om det virkede det kommer jeg tilbage til. Så var det bare og få pakket det sidste hjemme på hotellet. Ruten var lagt i grove linjer mod byen Masaka, jeg cyklede afsted fra Entebbe backpackers og ned til søbredden hvor jeg fik en lille fiskerbåd til at sejle mig over på den anden side af søen, en lille del af søen her med undgik jeg at cykle gennem Kampala og dens trafik fyldte gader. Målet var som sagt Masaka 90 km sydpå med masser af bakker undervejs denne hovedvej mellem Kampala og Masaka, beskrevet af Shane som en L… vej men jeg tænkte hvor slemt kan det være når man har cyklet i Asien. Men Okay Afrika er noget andet og de køre på deres helt egen måde. Et dyt betyder ikke pas på eller her kommer jeg, det betyder flyt dig eller jeg køre dig ned. Det lære man hurtigt og så er resten som alle andre steder.

Her på første dagen var mine ben og krop lidt i chok da det var noget tid siden jeg sidst havde pakket Mojo med det hele og cyklet af sted. Så det var bare med at cykle og krydse fingrene at styrken hurtigt ville komme tilbage. Jeg bankede 90km ud og var ret træt da jeg nåede til Lukaya 25km før Masaka, havde regnet lidt forkert eller overset de første 30 km grusvej. Dagen havde givet mig flere oplevelser med de lokale som alle var nysgerrige men heller ikke for frembrusende. Det med mad var faldet lidt på plads da jeg fandt ud af hvad en rolex var, denne bestå af en chapati og en omelet ofte med lidt tomat eller løg, det var min morgen snack og frokost.

I Lukaya havde jeg fundet det et meget simpelt hotel til omkring 15kr så havde ikke tænkt 2 gange om jeg skulle køre ud og finde en plads til teltet. Lukaya var lidt af en omgang med masser af musik og fest, fandt senere ud af at det er normalen i Uganda de elsker deres musik og fester. Aftensmaden stod på lidt stegt kylling og pomfritter lige hvad jeg havde brug for efter første dag på cyklen.

Grunden til at køre mod Masaka var for at undgå den store vej mod Fort Portal ude i vest Uganda og så kunne jeg køre gennem det mere rå Uganda hvor asfalten ender og vejene bliver til grusveje eller stier. Jeg forlod mit hotel i Lukaya, når jeg skriver hotel er det så meget sagt mere et primitivt gæstehus. Næsen mod Masaka den næst største by i Uganda og en handels by. Masaka er et virvar af bygninger, mennesker og lastbiler, alt er støvet men folkene smilende og farverige. Jeg valgte at kun lige cykle gennem den ydre del af byen, fik handlet ind til de næste par dage da jeg ikke vidste hvad der ville være ude på den mere forladte del af ruten mod Fort Portal. Det var allerede varmt selvom det klokken kun var 9 om morgenen så fandt en lille kiosk hvor den gamle dame solgte kolde sodavand drak en fanta i mens manden fra tankstationen fyldte min benzin flaske til min brænder. Så var jeg klar til den øde strækning små 300km så havde sat 3 dage af til denne del af turen.

Da jeg drejede til højre fra Masaka blev vejen hurtigt til grus og bilerne forsvandt det var dejligt. Det var masser af små landsbyer med børn der så snart de så mig ville løbe mig i møde eller efter mig. Dette er et fænomen jeg har erfaring med fra andre ture det er simpelthen børns nysgerrighed og måske også et lille råb om hjælp. Ofte skulle jeg sige nej til deres krav om penge eller andet, efterladenskaber af de mange års fejlene nødhjælp eller ideen om at Mzungu skal redde verden. Hjælp er der helt sikkert brug for men den måde den er blevet givet i mange år er nok ikke måden. 

Mzungu blev jeg kaldt fra den første dag og dette skulle blive noget dagligt og noget jeg begyndte at reagere på. Overalt blev jeg hilst på, vinket til, råbt efter. Hver dag 100 gange om dagen en dejlig velkomst og følte mig tryg ved denne hilsen.

Udsigten var smuk og vejene stille en cykel drøm, jeg havde alt i taskerne til at kunne klare de næste par dage. De fleste små landsbyer havde en kiosk eller noget lignende hvor jeg kunne købe lidt snacks og hvis man var heldig stod der en ung gut og solgte rolex altså denne chapati med omelet.

Det var mindre nemt at finde de gode steder til teltet end forventet og det at være i disse små landsbyer om aftenen er også en oplevelse da man ser lidt ind i det lokale liv. Så jeg var heldig at i denne lille landsby var der et nybygget lille hotel, Sembabule hed byen men blev næsten udtalt som Zimbabwe det gik op for mig da jeg talte med en ung gut der ventede på en motorcykel til Zimbabwe og det kun tog en time så var det nok Sembabule han skulle til. Fra Sembabule var det videre ud over savannen og jagt reservatet og så op på hovedvejen til Fort Portal. Da jeg kom til hovedvejen og drejede stik vest og det gik op ad blev det grønt og te markerne begyndte at komme et syn der fik mig til at tænke på Nepal/Assam og da jeg cyklede der, dette er nok det tydeligste spor fra koloniens tid og at denne var Engelsk. Vejen var skøn og meget lidt trafik på denne nye vej formodentlig konstrueret af kinesere.

Ude i det fjerne begyndte det at trække op til uvejr men mellem skyerne kunne jeg se bjerge, høje bjerge det måtte være Rwenzori kæden jeg havde læst om. De lokale kalde dem de våde bjerge da det altid regner. Jeg var heldig da den første storm blev på en afstand. Jeg var på vej gennem den første nationalpark på turen, Kabale en regnskov hvor der blandt andre dyr findes chimpanser. Jeg så ingen chimpanser men blev mødt af en bande bavianer, og der var ingen tvivl de ventede på at få noget fra de mennesker der kommer forbi. Heldigvis pga. regnen tror jeg at de var mindre aktive og jeg kunne cykle forbi men tog kun lige et hurtigt billed med min mobil da jeg ikke havde lyst til besøg af dem, dette godtog de også og jeg kunne cykle videre.

Lige før Fort Portal kom regnen og det stod ned som et vandfald, jeg var hurtig til at komme i regntøjet og forblev nogenlunde tør, det var blevet koldere her i 1500m. Dejligt efter 4 dage med høj sol og en varme jeg ikke havde vænnet mig helt til endnu.

Jeg havde bestemt mig for at fort portal skulle være et sted jeg kunne hvile lidt så tog en dag extra i Fort Portal. En sjov gammel by med en stærk historie fra koloni tiden. Fra Fort portal forstætter jeg syd på mod savannen og national parkerne.

Om Martin Lohmann Møller

Jeg har besøgt mere end 70 lande og mere end halvdelen på cykel, der er blevet til mere end 50000km på jernhesten. Da jeg cyklede gennem Mongoliet i vinteren 2015 fik jeg ideen til RejseCyklisten.dk. Det startede med Facebook gruppen og senere kom dette website til.

Skriv et svar