Tyrkiet

Tyrkiet på cykel — fra Bosporus til Anatoliens højland

For mange rejsecyklister er Tyrkiet det første rigtige skift. Det er her Europa slipper og Asien begynder, og det er her landskabet, sproget og rytmen pludselig kræver noget andet af dig. For os var Tyrkiet en af de bedste cykelnationer på hele turen mod Kathmandu — et land hvor du kan bruge to uger eller tre måneder, og altid finde nye dale, bjergpas og te-stuer du ikke vidste eksisterede.

Det er heller ikke et land man cykler hurtigt igennem. Anatolien er stort, plateauet ligger højt, og afstandene mellem ordentlige byer kan være længere end du forestiller dig. Til gengæld får du et land med ægte gæstfrihed, billig mad, vand fra springvand i hver landsby, og bilister der generelt giver plads. Hvis du er klar til at klatre, til at blive viftet ind på et glas çay i hver eneste landsby, og til at takke nej til den fjerde portion mad før værten endelig accepterer — så er Tyrkiet for dig.

Terræn og rute

Tyrkiet er stort og varieret. Det centrale anatolske plateau ligger 1000-1200 meter over havet, og når du først er oppe, holder du dig der i ugevis. Mod øst rejser bjergene sig — Doğubeyazıt og Ararat-området topper godt over 2000 meter på selve vejene, og passene mod Iran og Georgien presser dig til 2500 meter flere gange.

To hovedakser dominerer rejsecykel-trafikken: den nordlige rute langs Sortehavskysten gennem Trabzon mod Georgien, og den klassiske rute tværs over Anatolien fra Istanbul via Ankara, Cappadocia og Erzurum mod Iran eller Tbilisi.

Vejkvaliteten er overraskende god på de fleste hovedveje. Asfalten er glat, men skuldrene varierer fra brede til ikke-eksisterende. Undgå D100 vest for Istanbul — den er fyldt med lastbiler og uden plads til cyklister. Tag i stedet D020 fra Edirne eller en færge over Marmarahavet ind til Istanbul.

Klima og bedste rejsetid

De bedste måneder er april-juni og september-oktober. Foråret giver 18-25 grader langs kysterne og perfekte forhold på plateauet. Efteråret er stadig varmt om dagen og køligere om natten — for mange den bedste tid.

Juli og august skal undgås på det meste af landet. 40 grader er normalt langs Egæerhavet og Middelhavet, og selv i højlandet kan asfalten blive brændende. Hvis du absolut skal cykle om sommeren, så hold dig til Sortehavskysten eller højderne over 1500 meter.

Vinteren (november-marts) lukker store dele af det østlige højland med sne og minusgrader. Vest- og sydkysten er fortsat cyklbare, men regnen kan være vedholdende.

Trafik og sikkerhed

Tyrkiske bilister er generelt opmærksomme på cyklister og giver typisk god afstand når de overhaler. Lastbiler på hovedfærdselsårer er undtagelsen — særligt på D100 og udfaldsveje fra Istanbul og Ankara. Når der er valg mellem motorvej og biveje, vælger vi altid bivejene, også selvom det koster højdemeter.

Sikkerhedssituationen kræver sin egen vurdering. Udenrigsministeriets rejsevejledning vurderer terrorrisikoen som “høj” og frarådes rejser i de sydøstlige provinser tæt på grænsen til Syrien og Irak. Det østlige Anatolien kan have midlertidige sikkerhedszoner der lukker områder med kort varsel. Tjek altid Udenrigsministeriets aktuelle rejsevejledning før afgang og undervejs. Selve cyklingen i resten af landet — vesten, kysterne, Cappadocia, ruten mod Georgien — opleves af de fleste som overordentligt tryg.

Mad, vand og overnatning

Mad er let. Hver landsby har en bakkal (lille butik), hver lidt større by har et marked og pastane (bageri). Pide, lahmacun, çorba (suppe) og kebab fås overalt for få lira. På landet er det normalt at blive inviteret til te eller måltid — det er ikke høflighed at sige nej for hurtigt.

Vand er gratis. Tyrkiet er fuld af cesme, offentlige springvand i landsbyer og langs landevejen, hvor du kan fylde flasker direkte fra kilden. Postevand i byer er som regel sikkert at drikke, men mange tyrkere bruger flaskevand selv. Vi rensede sjældent vand i Tyrkiet, men havde altid filter med som backup.

Overnatning er nemt og billigt. Vildtelt er lovligt og udbredt — vi fandt teltsteder i olivenlunder, ved moskéer (spørg imamen først) og bag tankstationer. Pensiyon-værelser i mindre byer koster 200-400 kr, hoteller i kystbyer 300-600 kr. Warmshowers er bedre dækket end mange forventer.

Vores vigtigste råd: Tag tiden til Anatolien. Det er fristende at suse fra Istanbul direkte mod Cappadocia eller østpå mod næste land, men det er på de små veje mellem landsbyer i centrum, midt i hvedemarker og under skiftende vejr, at Tyrkiet bliver til den oplevelse alle taler om bagefter. Hellere én uge mindre i Centralasien end tre dage mindre på det anatolske plateau.

Visa og grænseovergange

Danske statsborgere kan rejse visumfrit ind i Tyrkiet og opholde sig op til 90 dage inden for en 180-dages periode. Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder ud over den planlagte udrejsedato. Skal du blive længere, kræver det opholdstilladelse (ikamet) ansøgt på stedet.

Grænseovergange:

• Til Bulgarien: Kapıkule (vest for Edirne) er hovedovergangen.
• Til Grækenland: İpsala (mod Alexandroupoli).
• Til Georgien: Sarpi ved Sortehavet er problemfri og åben hele året.
• Til Iran: Gürbulak/Bazargan er hovedovergangen og åben for individuelle rejsende.
• Til Irak (Kurdistan): Habur/Ibrahim Khalil er åben.
• Til Armenien og Syrien: Lukket.

Cykel og udstyr

• Solid turcykel med plads til 40-50 mm dæk
• Lave gear (under 1:1) til klatringen ud af Sortehavskysten og over Anatolien
• Solskærm og ekstra vandkapacitet — minimum 4 liter til sommerdage på plateauet
• Cykelreservedele inden Erzurum hvis du skal videre østpå
• Telt der kan håndtere både hede og frostnætter

Læs vores grundige gennemgang i den bedste turcykel.

Sprog og kommunikation

Tyrkisk er et tyrkisk-sprog (ikke beslægtet med arabisk eller persisk), og kun en lille del af befolkningen taler engelsk udenfor turistområderne. 30 ord tyrkisk gør stor forskel.

SIM-kort kan købes i Turkcell-, Vodafone- eller Türk Telekom-butikker mod fremvisning af pas. Turkcell har den bedste dækning udenfor byerne.

Vores rute

Tyrkiet er det største enkelt-land vi har cyklet — vi har været der to gange på vores Rotterdam-Kathmandu-rejse. Først på udrejsen ind via Grækenland langs Via Egnatia, gennem Istanbul, tværs over centralanatolien til Cappadocia, og videre sydøst mod Iran via Mardin og Hakkari. Senere på retur-etapen tilbage gennem Tyrkiet mod Bulgarien og Europa.

Læs vores beretninger fra Tyrkiet på twistingspokes.com:

• TwistingSpokes in Turkey — overblik
• Via Egnatia på Europas kant
• Istanbul — hvor vi mødte Asien
• Venlige hunde på den gamle Ankara-vej
• Central Anatolia — århundreder af mangfoldighed
• Mod det sydøstlige Tyrkiet
• Mardin til Hakkari — er vi stadig i Tyrkiet?
• Min mentale kamp på cyklen
• Returning through Europe — Turkey

Højdepunkter

Mødet med Istanbul efter Grækenland og overgangen fra Europa til Asien, gæstfriheden i landsbyerne på det centralanatolske plateau, klatringen op gennem det sydøstlige Tyrkiet mod Iran-grænsen, og kontrasten mellem vest- og østtyrkiske kulturer.

Mere fra turen

Læs hele Rotterdam-Kathmandu-fortællingen på twistingspokes.com — eller skriv i Facebook-gruppen hvis du selv har cyklet Tyrkiet og vil dele rute eller tips.

Tag turen — eller spørg dem der har taget den

Slå dig sammen med over 1000 andre danske rejsecyklister i vores Facebook-gruppe.

Eksterne ressourcer der er værd at læse:

• katjaogmartin.dk — Katja og Martins egne rejseberetninger fra Americas by Bike og Himalaya til Anatolien
• twistingspokes.com — Martins og Susannes engelsk-skrevne dagbog fra Rotterdam-Kathmandu
• bikepackers.dk — Kenneth og Maries dansk-skrevne bikepacking-blog
• caravanistan.com — opdaterede grænse-rapporter

Husk pumpen 🙂