Det rette valg af langturscykel kan være et svært og vigtigt valg for nogen, mens andre bare cykler afsted på det de har — og det fungerer fint for dem.
I denne artikel kommer vi ind på begge sider af valget. Det er lidt ligesom med sko: en cykel der ikke passer, kan hurtigt blive en belastning for resten af oplevelsen. Denne artikel er den første i serien om cyklen, teknikken og størrelserne.
Lad ikke dine drømme falde til jorden, fordi du tror du skal købe den dyreste langturscykel der findes. Der er nogle universelle retningslinjer man kan følge for at finde den rette type cykel, og derfra tilpasse den til formålet. Det dyreste er ikke nødvendigvis det bedste, og det billigste er ikke nødvendigvis det dårligste — undersøg hvad du har brug for, og træf dine valg ud fra det.
Fire spørgsmål du skal stille dig selv først
Før du overhovedet begynder at kigge på cykeltyper, så svar på de fire spørgsmål herunder. De fortæller dig hvilken kategori du skal kigge i, og er den letteste måde at undgå at spilde penge på den forkerte cykel.
1. Længden af cykelrejsen
Det er ikke længden i sig selv der ændrer valget radikalt — men er du undervejs i lang tid, er det vigtigere at cyklen kan holde til det. På en lang rejse har du tid, men kan ikke altid finde de rette reservedele i en lille landsby. På en kort rejse har du dårligt råd til at miste en dag eller to på reparationer. Med en cykel der er bygget til formålet, skulle du kunne cykle 20.000 til 30.000 km, før der er behov for større reparationer.
2. Områder og terræn undervejs
Brug lidt tid på at undersøge hvilke lande og hvilket terræn der kommer på din rute. Det er ikke fordi den ene cykel ikke kan klare det andet, men hver type har sine styrker — og du finder den rette ved at matche styrken med ruten.
- Traditionel turcykel = 80% landevej og 20% blandet vej
- Ekspeditionscykel = 50% landevej og 50% blandet vej over bjerge
- Cyclocross / Gravel Bikepacking = 70% landevej og 30% grus, hastighed som første prioritet
- Mountainbike Bikepacking = 80% grus/stier og 20% landevej
- Fatbike Bikepacking = 90% off-road, øde landskaber og vildt terræn
3. Rejsemåden og målet med rejsen
Hvad er det egentlig du vil opnå med rejsen? Er det natur, kultur og masser af camping? Er det København til Rom så hurtigt som muligt? Eller noget midt imellem? Tænk over hvordan du har tænkt dig at rejse — det har stor indflydelse på hvilken cykel du skal vælge. Der er ingen grænser for hvad man kan finde på af gode idéer, men husk at det stadig bare er en cykel. Den skal bruges som en cykel. Så kom afsted og få en oplevelse du aldrig glemmer.
4. Budget til køb af cyklen
Skal det være en helt ny turcykel eller noget brugt fra Den Blå Avis? Det har meget med dit budget at gøre. 20.000 kr på en cykel er mange penge, men kan godt betale sig — særligt hvis du skal afsted på en lang rejse, hvor det er vigtigt at noget bare holder. Kan du spare lidt ekstra sammen, så gør det og køb den nye cykel, eller køb nye dele og byg den selv. Er du på et stramt budget, så kig efter en god brugt cykel og udskift slidte dele — det er ofte næsten lige så godt som en ny cykel, hvis du er fiks på fingrene. Læs mere i 10 gode råd om turcykling.
De tekniske grundvalg
Inden du dykker ned i de specifikke cykeltyper, så får du her de fire tekniske valg du kommer til at træffe igen og igen. De gælder for alle typer turcykler.
Stelmateriale
Stål er klassikeren. Det fjedrer en smule, så det er behageligt over lange dage, og det kan svejses i en hvilken som helst landsby. Det er tungere, men holder næsten evigt. Aluminium er lettere, men kan ikke repareres på vejen hvis det knækker. Titanium er let, holdbart og smukt — men også dyrt. Til langtursrejser er stål stadig det mest pragmatiske valg.
Hjulstørrelse
26″ findes overalt i verden — du kan få dæk og slanger selv i de mest afsidesliggende hjørner af planeten. Klassisk valg på ekspeditionscykler. 28″ / 700c ruller hurtigere på asfalt, men det kan være sværere at finde dele uden for Europa og Nordamerika. 27.5″ er en mellemvej der vinder frem, særligt på MTB-bikepacking-cykler.
Gearing
Med 30 kg bagage og en bjergvej foran dig, er du glad for et lavt udveksling — gerne under 1:1 (fx 22 tænder foran og 34 bag). Almindelig kædegearing er let at reparere og finde dele til. Rohloff-nav har 14 gear i et lukket nav som ikke kræver vedligeholdelse — populært på lange ekspeditioner men dyrt. Pinion-gearkasse er et nyere alternativ med op til 18 gear i en gearkasse i bunden af stellet.
Bremser
Skivebremser er blevet standard og virker bedre i regn og mudder. Mekaniske skivebremser (fx Avid BB7) kan justeres med en almindelig unbrako i en landsby. Hydrauliske skivebremser bremser stærkere, men er sværere at reparere på vejen. Fælgbremser er enkle, billige og fungerer fint — særligt i tørt klima.
Turcykler
Der er et hav af muligheder, men lad os tage de mest brugte turcykler — så får du en oversigt over cyklerne og deres formål. Glem ikke at din egen cykel, måske med lidt tilpasninger, kan være den rette. Hvis ikke, så hjælper denne oversigt dig med at finde en der passer til din rejse.
Som noget nyt kan du låne en langturscykel:
Traditionel turcykel

Landevejs-turcyklen er grundlæggeren til langtursturcykling som vi kender det i dag. Det er typisk en stålcykel med bugtet styr, bagagebærer for og bag, og 700c-hjul med dæk på 32-40 mm. Du får en god og stabil cykel til landevejsbrug — du kan cykle verden rundt på den, så længe du holder dig på rimelige veje. Det betyder ikke at du ikke kan cykle på grus, men cyklen er mindre velegnet til den slags. Klassiske mærker er Surly Long Haul Trucker, Trek 520 og Kona Sutra.

Ekspeditionscyklen kan klare alt — fra mudderveje til lange dage på landevejen. Den har taget det gode fra den traditionelle turcykel og kombineret det med brede fælge og kraftigt stel fra mountainbiken. Typisk 26″-hjul med 36 eger, ofte Rohloff- eller Pinion-gearing, og monteringspunkter overalt på stellet. Med denne cykel kan du næsten cykle hvor som helst når som helst — det er valget hvis du drømmer om de eventyrlige og vilde steder. Mærker som Koga WorldTraveller, Santos Travelmaster, Idworx og Thorn er klassikerne. Læs mere i Den bedste turcykel.
Minimalistisk Bikepacking

Cyclocross- eller gravelcyklen er valget når der skal fart på, og dagsafstanden skal op på 150 km eller mere. Der er ingen bagagebærer — bagagen er minimal og bæres på stellet i specielle bikepacking-tasker (sadeltaske, rammetaske, styrtaske). Det er det setup der bruges til konkurrencer og verdensrekorder. Du kommer langt, men er begrænset af bagagepladsen. Til gengæld er din radius større, og du når til næste by før de andre. Læs mere på www.bikepackers.dk.

Mountainbike og Fatbike er valget hvis det skal være vildt og øde — igen med minimalistisk bagage. Vil du ud gennem de små stier og næsten aldrig på asfalt, er en MTB det rette. Du kan kombinere med en bagagebærer og få plads til lidt mere, og stadig være lettere end de traditionelle turcykler. Fatbiken med sine ekstremt brede dæk (4-5″) trives i sand, sne og terræn hvor andre cykler synker i. Det er nok den kategori der vil se flest nye turcyklister i de kommende år.
Læs om folk der drager afsted
Minoritetsturcykler
Ud over hovedkategorierne er der en række mindre gængse turcykler, der alle har deres bestemte fordele. Her er lige nogle af dem i korte træk:
- Tandem med bagagebærer: To cyklister på samme cykel. Hurtigere på flade strækninger, kræver indøvelse på bjergveje. Populært blandt par der vil opleve sammen — bogstaveligt talt.
- Liggecyklen: Lavere luftmodstand og meget behagelig på lange dage. Tager mere plads, kan være svær på smalle stier, men en del jordenrundt-cyklister sværger til den.
- Foldecyklen: Brompton og lignende kan pakkes til en kuffert og tages med i fly, tog og bus. Ikke til lange daglige distancer eller dårlige veje, men perfekt til byferier og som “cykel-til-flyet”-løsning.
- Trike-cyklen: Tre hjul giver stabilitet og kan bære meget bagage. Populært valg for cyklister med balanceudfordringer eller dem der vil have rullende camping.
- Den ethjulede cykel: Eventyret i ren form. Få har gjort det, men det er gjort. Gå efter dette valg hvis du virkelig vil skille dig ud — og være tålmodig.
Hvordan kommer du frem til den rette cykel? Den bedste turcykel
Hvis du har planer om den helt store verdensrejse eller flere måneder gennem bjergrigt terræn, er der bestemt noget der taler for at vælge en cykel der er bygget til formålet. Den kan holde til belastningen med bagage og hårde omgivelser. Stel, hjul og bagagebærer er kraftigere, og du oplever færre problemer undervejs. Men når det er sagt: det er stadig bare en cykel. Vil du afsted, så kom afsted og prøv det af. Du kan også læse Hvad er turcykling? hvis du er ny i feltet, eller Hvordan starter man med turcykling? for de første konkrete skridt.
Den bedste turcykel er den du kommer afsted på. Brug tid på at undersøge — men brug ikke så lang tid at rejsen aldrig bliver til noget.
Det var lidt om valg af den rette turcykel. Hold øje her på siden — der kommer flere artikler med teknisk information om gearing, hjul og rammestørrelse. I mellemtiden kan du læse Den bedste turcykel for konkrete mærke-anbefalinger og vores 10 gode råd om turcykling for praktiske tips til hele turen.
Følg med på Instagram
Vi deler billeder og små historier fra vores cykelrejser på Instagram — fra gear-tjek og rute-fund til hverdagen i sadlen. Følg @rejsecyklisten på Instagram hvis du vil have et drys cykelrejsedrømme i dit feed.
RejseCyklisten.dk Rejsecyklisten, her kan du blive inspireret til din næste cykel rejse!









